WESTERN ARABS
3. april 2019

En personlig fortælling om at vokse op mellem to kulturer.

Den dansk-palæstinensiske instruktør Omar Shargawi rystede dansk film, da han debuterede med GÅ MED FRED, JAMIL. En rå og realistisk gangsterfilm fra Nørrebros underverden, som ingen havde set på lærredet før. Men også en film, der ikke kunne have været lavet uden Shargawis personlige erfaring og baggrund.

I WESTERN ARABS vender han igen kameraet mod sig selv. Opvokset mellem to kulturer i et hjem fyldt med kærlighed, men hvor vold og aggression ofte har været et middel til at løse problemer, kaster han sig over en skånselsløs undersøgelse af sit intense forhold til sin far og et opgør med de traumer og den splittelse, faren har givet videre. For arabisk til at være dansk, og for dansk til at være araber. Shargawis egen tvivl er også hans styrke i en modig og cinematisk film. WESTERN ARABS er en personlig fortælling, men det er én man kan spejle sig i uanset hvem man er og hvor man føler, man er fra.

Instruktør: Omar Shargawi
Producent: Snowglobe
Land: Danmark
Længde: 1 time og 17 min.
Sprog: Dansk/arabisk med danske tekster

Om instruktøren(-erne)
Omar Shargawi (født Danmark, 1974)

Shargawi debuterede som instruktør og manuskriptforfatter med spillefilmen GÅ MED FREM JAMIL (2008), som vandt et generøst antal priser ved internationale festivaler som Rotterdam og Göteborg. FRA HAIFA TIL NØRREBRO (2009) om instruktørens far, der som barn flygtede fra Palæstina, vandt to priser ved Dubai International Film Festival. Den spillefilmslange dokumentar 1/2 REVOLUTION optaget i Cairo, om starten på det Arabiske Forår, deltog på Sundance i World Documentaries-sektionen, vandt guld på Al Jazeeras dokumentarfestival, fik et special mention på CPH:PIX og blev nomineret til en Robert. Omars anmelderroste anden spillefilm AL MEDINA fik dansk biografpremiere i maj 2016.

enda
300