Stories We Tell
3. april 2013

Løgne og familiehemmeligheder i personlig film af den Oscar-nominerede instruktør og skuespiller Sarah Polley.

Mange mennesker har haft en fantasi om, at deres forældre ikke er deres rigtige forældre. Men hvad sker der, når fantasi bliver til virkelighed? Dette års store filmfestival-hit Stories We Tell er et personligt essay og familieportræt af instruktør-kometen Sarah Polleys egne forældre, den britiske skuespiller Michael Polley og den canadiske skuespillerinde Diane Polley.

Med en kombination af fortællende home movies, stillbilleder og nye interviews, blandes fortid og nutid problemfrit. Filmen udforsker, hvordan et minde og en fortælling om den samme begivenhed kan variere fra person til person. Samtidig afslører filmen en uventet opdagelse af en familiehemmelighed, der blev begravet, da Polley var elleve år og låget blev lagt på hendes mors kiste.

Instruktør Sarah Polley går til værks som detektiv og dykker ned i aspekter af sin egen families fortid. På trods af dette snævre udgangspunkt behandler filmen bredere tematikker som familie, minder og historiefortælling på et mere overordnet plan. Ved at fordybe sig i aspekter af sin egen families historie fremhæver Polley, hvordan forskellige familiemedlemmer husker de samme hændelser i familien på forskellige (og til tider modstridende) måder. I forlængelse heraf tydeliggøres det, hvordan minder er med til at forme én som individ. Historiefortælling bliver en del af, hvem vi er.

Stories we tell er shortlistet til en Oscar i 2014.

 

Instruktør: Sarah Polley
Producer: Anita Lee
Land: Canada 2012
Længde: 108 min
Distribution: Angel Films & DOXBIO

 

Om instruktøren(-erne)
Sarah Polley (født Canada, 1979)

Polley er et canadisk multitalent  sangerinde, filminstruktør, manuskriptforfatter og skuespiller (THE SWEET HEREAFTER, THE ADVENTURES OF BARON MUNCHAUSEN, DAWN OF THE DEAD mm). Som instruktør gjorde Polley debut med filmen AWAY FROM HER, for hvilken hun vandt en Genie Award, og med hvilken hun blev nomineret til en Oscar for bedste manuskript. Succesen fortsatte med hendes næste film TAKE THIS WALTZ, som havde premiere ved Toronto Filmfestival og Venedig 2011, og som har været vist i danske biografer.

enda